Vejledningen indeholder de seneste detailforskrifter for køretøjers indretning og udstyr (DfK); disse er anført med normal skrift, og bemærkninger og overgangsbestemmelser er anført med blå kursiv skrift.
Bemærk, at Vejledning om syn af køretøjer, version Januar 2021, alternativt må benyttes ved syn og godkendelse indtil 1. juli 2025, for så vidt angår bilag 1 (afsnit 1-11).
DfK udgøres af selve bekendtgørelsen samt bilag 1, 2 og 3.
Bilag 1 omfatter afsnit 1-11 og indeholder de tekniske krav. Bilag 2 omhandler ombygninger, og bilag 3 er en oversigt over EU-retsakter og FN-regulativer, som bekendtgørelsen henviser til.
Afsnit 12 omhandler køretøjer til særlig anvendelse og afsnit 13 køretøjer til særlig transport. Afsnit 14 indeholder de administrative bestemmelser omkring syn. Afsnit 16 omhandler registrering og afsnit 17 godkendt udstyr. Afsnit 19 omhandler særlige godkendelser (f.eks.Toldsyn, GEMT, Tempo 100-køretøjer og modulvogntog).
Bestemmelser om køretøjers indretning og udstyr fastsat andetsteds er skrevet med normal skrift, hvis det er et direkte citat. Andre bestemmelser (f.eks. fra registreringsbekendtgørelsen, synsbekendtgørelsen, kørekortbekendtgørelsen, busbekendtgørelsen, taxibekendtgørelsen (og bekendtgørelse om erhvervsmæssig persontransport), studenterbekendtgørelsen (eksamenskørsel) henholdsvis særtransportbekendtgørelsen og bekendtgørelsen om transport af dyr) er ligeledes angivet med normal skrift (og »Rb.«, »Sb.«, »Kb.«, »Bb.«, »Tb.«, »STb.«eller »Db.« til venstre). Fortolkninger, anvisninger, retningslinjer og orienterende oplysninger er skrevet med blå kursiv skrift ligesom dette afsnit.
Hvis en tekst er markeret med gult, betyder det, at der i forhold til den foregående udgivelse er sket ændringer i den pågældende tekst i form af indholdsmæssige ændringer eller tydeliggørelse af allerede kendte bestemmelser.
For så vidt angår DfK, er bekendtgørelsen blevet skrevet en del om, og der er kun markeret med gult for de vigtigste ændringer. For så vidt angår bilag 1 i DfK med de tekniske krav, er der ikke markeret med gult, bortset fra, at der er markeret gult på overgangsbestemmelser med 01.07.24. Den nugældende tekst vil så i det ovenstående punkt være anderledes end den tidligere gældende tekst – uden at have en gul markering. Redaktionelle ændringer er ikke markeret.
Grå markeret tekst stammer fra Meddelelser, der nu udgår.
Når der i teksten er anført »synsvirksomhed«, er det altid underforstået med tilføjelsen: »med bemyndigelse til at udføre den pågældende opgave«.
Blanketnumre er i teksten anført som »FS xxx«, og eksempler på udformning af blanketterne og deres krævede indhold kan ses på Færdselsstyrelsens hjemmeside, www.fstyr.dk. Søg følgende: Erhverv/Syn og kontrol/For synsvirksomheder/Blanketter anvendt ved syn